I en stor have voksede en rød Rose og en blå Lotus sammen med mange andre blomster i alle regnbuens farver.
Rosen med sine smukke kronblade voksede i den vestlige af haven.
Således kunne den kigge langt omkring sig og på denne måde følge med i alt,
hvad der foregik i hele haven.
Lotussen derimod, denne ældgamle blomst, voksede i den østlige del af haven midt ude i en lille sø, og strakte sin blomst i blålige og rosa farver op over vandoverfladen.
Den stod ligesom bare og hvilede i sig selv. Havde ikke som Rosen
hverken behov for eller særlig interesse i at følge med i alt omkring sig.
Den var mere optaget af livet i sit eget indre. Mere indadskuende af natur.
Rosen var naturligvis i sin udadvendthed også optaget af Lotussen. Ikke fordi den specielt kunne lide eller ikke lide denne blomst, men mere fordi den på en eller anden måde
følte sig draget af den.
Skulle den være helt ærlig, så syntes den egentlig, at lotussen var en underlig en.
Alt for passiv. Hvordan kunne den stå derude og vade i vand med rødderne
dybt begravet i mudder uden at være beskæftiget med noget som helst.
"Den har nok slet ingen rødder rødder ",
tænkte den, og følte sig lidt bedre end Lotussen.
Selv havde den på sin stængel nogle torne, som den brugte megen tid og energi på
at pudse, så de var rigtig blanke.
For som den sagde til de andre blomster: " Man ved jo aldrig, hvad der kan ske,
og så er det jo bedst at kunne beskytte sig."
Og det rigtige måtte da også være at have sine rødder plantet i god og solid jord,
mente den.
En dag hviskede de andre blomster til Rosen, at de havde hørt, at Lotussen havde en indre Visdom. Indre Visdom ! Rosen måtte le`.
Så vidt den vidste, var der ikke mere mellem himmel og jord, end den kunne
"se med sine egne øjne".
Men en sommer blev det bare varmere og varmere. Solen skinnede
ubønhørligt ned på alle blomsterne, og mange af dem bukkede under af mangel på vand.
Søen i den østlige del af haven, der hvor Lotussen voksede var ganske vist tørret en del ind, men ikke mere, end at Lotussen stod som den plejede at gøre.
Og også Rosen med sine hårdføre rødder stod varmen ganske godt igennem. Dagene gik, og selv Rosens smukke kronblade begyndte langsomt at visne. Dens rødder føltes så frygtelig tørre,
og selv de velplejede torne så matte og bløde ud og begyndte så småt at falde af.
Rosen kiggede på sig selv og blev mere og mere trist.
Og den  begyndte at tænke dybere og dybere over både
Livet og Døden,
og på en underlig måde mærkede den, at den forvandledes inde i hjertet.
Med et var det somom et " Lys " gik op for den, og den begyndte at le og le så befriende og så højt, at det rungede langt ud i universet.
Og pludselig begyndte det at regne. Det regnede så meget, at alle blomsterne rettede sig op igen, og i lyset af solen så det ud, somom det regnede med dråber af
sølv og guld.
Rosen kiggede over på Lotussen.
Faktisk havde den været så optaget af sig selv i den sidste tid, at den helt havde glemt denne blomst derude i søen.
Og Rosen blev så ganske forundret over at se, at der nu strakte sig en ny og fin blomst op af den gamle lotus, som om at også den på sin egen måde havde levet noget igennem.
Da forstod Rosen det, som den ældgamle Lotus havde vidst hele tiden.
Og den
"så med sine egne øjne " en regnbue på himlen,
som byggede bro
imellem -

ROSEN og LOTUSSEN

*