På tur med bus 5A

 

Det var en af de her triste dage sidst i november, hvor det ikke syntes at blive dag, og hvor gårsdagens sne allerede var blevet et gråt og snasket ælte – en dag der bare skulle overstås. Surt show.

Jeg skulle til et møde på Nørrebro og stod på bussen ved Nørreport sammen med en del andre vinterstivnede mennesker. Folk var allerede krøbet ind i sig selv og så tvære og indelukkede ud – enhver havde nok i sig selv. Selv om der skulle mange med bussen, lykkedes det mig alligevel med lidt skubben og brokken at erobre en siddeplads forrest i bussen, og her var det så, at jeg skulle få vinterens store oplevelse.

Ved næste stoppested stod et ungt par med en babylift på bussen og fik heldigvis på mirakuløs vis en siddeplads lige overfor mig. Parret var tydeligvis glade for hinanden, men det som virkelig tiltrak sig min opmærksomhed var den lille baby i liften. Almindeligvis er babyer meget søde og indtagende, men denne her baby var alligevel noget særligt. Barnet lå bare helt roligt og smilede til alle passagerer, der kom ind i bussen. Et afvæbnende og uudgrundeligt dejligt smil, der var en Mona Lisa værdigt. Jeg kunne mærke, at babyen var meget tilfreds, glad og tillidsfuld i sine unge forældres varetægt, og at det måske var dét, som strålede ud til folk gennem smilet. Og smilets virkning på folk var intet mindre end revolutionerende. Når passagererne kom ind i bussen med det sure og triste vejr malet i ansigterne og vinterstivnede kroppe, skulle man ikke tro, det kunne være levende og vitale mennesker. Men ved mødet med babyens Mona Lisa smil og glade øjne tøede alle straks op, smilede igen og var pludselig vakte og positivt interesserede i verden omkring sig. Efterhånden som bussen blev fyldt op med folk, der således havde mødt Mona Lisa smilet, bredte der sig en let, opløftet og næsten lykkelig stemning i bussen, som var det en fredfyldt frisk forårsdag. Mange begyndte dæmpet at sludre og pludre med de andre passagerer og på et tidspunkt begyndte et par teenagepiger ligefrem at synge ”Jeg ved en lærkerede” og snart nynnede det halve af bussen med.

Jeg blev meget rørt over hele dette skue og fik en varm følelse indeni mig og kiggede forundret og beundrende på den lille guddommelige baby overfor mig, der så åbenlyst var anledning til hele dette stemningsskifte.

Vi var nu desværre nået til mit mål på Nørrebro og jeg måtte stå af bussen, men egentlig ville jeg hellere have fortsat og oplevet, hvordan det videre forløb sig i bussen. Da jeg samledes med mine bekendte på mødet, kiggede de forbavset på mig og spurgte om jeg var blevet nyforelsket. Næ, svarede jeg, jeg har bare været en tur med bus 5A.

                                                                                                                         

 Pigen bag hækken


Som dreng blev jeg som feriebarn mange år sendt med toget fra Hovedstaden til noget af vores familie ved Holstebro i Vestjylland. Familien, som jeg boede hos, tog sig normalt rigtig godt af mig og lavede mange aktiviteter og ture rundt i Vestjylland, så jeg kom aldrig til at kede mig. Men det år, som denne historie foregår i, blev lidt anderledes. Min feriefamilie havde nemlig meget travlt det år med nogle store ombygninger i deres hus, hvilket  tog det meste af deres tid, så jeg var mere overladt til mig selv i bl.a. deres store spændende have.

Bagerst i haven var en stor høj uigennemsigtig hæk ind til nabogrunden, og det var netop herfra jeg en af de første dage hørte en dejlig latter, der lød så let og liflig som den skønneste champagnebrus. Jeg var naturligvis nysgerrig efter at vide, hvem der kunne le på den måde, så jeg spurgte hvem det var. ”Det er da mig” svarede en glad pigestemme fra den anden side hækken og så kom latteren igen. ”Mig” viste sig også at være et feriebarn fra Hovedstaden ligesom jeg, og var en pige på 9 år blot ½ år ældre end mig. Hun ville ikke fortælle, hvad hun hed, og hun ville heller ikke mødes med mig ansigt til ansigt – ”det gør ligesom det hele mere spændende og forunderligt”, som hun sagde.

Pigen og jeg delte rigtig mange interesser, så vi snakkede næsten uophørligt sammen alle feriedagene på hver side af hækken. Vi snakkede om vores første skoleoplevelser, om de nye lege, om de håbløse lærere og vores ligeså håbløse forældre, der bare ikke forstod noget af det hele – for det gjorde vi jo. Vi snakkede også om de store landbrugsdyr omkring Holstebro og om det voldsomme Vesterhav, som vi begge havde oplevet. Vi snakkede om skyerne, der pludselig kunne tage form af et hoved, en tyr eller en ildsprudende drage, som vi legede skulle nedkæmpes af os 2 drabelige riddere. Og så kiggede vi på stjerner om aftenen – vi kendte og fandt Karlsvognen, men derudover kendte vi ikke rigtig nogle stjernebilleder, så vi fandt selv på nogle nye f.eks. musen og katten og lavede nogle skægge historier om dem.

Pigen fortalte, at hun elskede at komme på ferie i Vestjylland, hvor hun ligesom fik mere ”tid til at detailtænke”, som hun sagde. Og hvor var hun dog klog. F.eks. havde hun fundet ud af, at Y’et er det gladeste, flotteste og mest afgørende bogstav i hele alfabetet. Jo, for når man er rigtig glad strækker man gerne armene op over hovedet, og så er man jo et Y, ikk’? Så derfor er Y det gladeste bogstav. Det flotteste bogstav er det selvfølgelig også, fordi Y har form som et flot vinglas til f.eks. en blodrød rødvin eller en brusende champagne. Det mest afgørende bogstav: jamen Y symboliserer jo alle de afgørende valg, som vi skal træffe i livet – skal vi gå til højre eller venstre. Jeg foreslog hende, at Y også kunne symbolisere at ”to smelter sammen og bliver ét” – ja, det var noget, som jeg havde hørt en lærer sige meget højtideligt i en biologitime. Dette forslag afstedkom en særegen ”huit”-lyd fra pigen og så blev der stille en stund – jeg lærte efterhånden, at den lyd kom fra hende, når jeg sagde noget, som fik hende til at tænke lidt dybere over tingene – detailtænke måske.

Og sådan gik dagene og pludselig var ferien forbi. Vi fik ikke engang sagt rigtigt farvel til hinanden. Jeg tog hjemad med toget og tænkte vemodigt, at denne forunderlige pige vil jeg nok ikke opleve igen. Efter at jeg havde skiftet tog i Fredericia, var toget nu så overfyldt af ferierende, som også skulle hjem til Hovedstaden, at jeg bare stod i den trange gang foran kupéerne og kiggede lidt trist ud af vinduet. Jeg havde lige vist min billet til konduktøren og spurgt, hvor langt der var til færgen, da jeg pludselig mærker to spinkle arme om min mave og hører bag mig den kendte latter fra pigen. Hun var med det samme tog og havde åbenbart genkendt min stemme, da jeg talte med konduktøren. Jeg måtte fortsat ikke se hendes ansigt, men jeg lagde blidt mine hænder på hendes arme, der fortsat lå om min mave, og så stod vi der tæt sammen i gangen og kiggede ud ad vinduet. Vi snakkede først lidt om vores ferieophold, men blev så begge fascinerede af telefontrådene, der fulgte jernbanelinien. De gyngede hele tiden lidt op og ned mellem masterne – pludselig var der en tråd mere, pludselig holdt der en tråd op. Vi lagde også mærke til, at der ofte sad svaler på trådene – de lignede faktisk noder på et nodeark. Og så var det, vi fandt på at synge efter telefontrådene og svalerne, som var de nodeark – ingen af os kunne noder, men det var ingen hindring. Så mens toget stampede sig vej hen over Fyns marker, stod vi tæt sammen i toggangen, holdt på hinanden og sang telefontrådenes serenade – en herlig oplevelse.

Da vi nåede Nyborg blev der desværre en masen og puffen i den smalle gang, så pigen og jeg kom væk fra hinanden igen. Jeg fandt hende ikke på færgen eller på toget henover Sjælland og har aldrig mødt hende igen indtil for få dage siden. Oplevelserne med pigen bag hækken blev en smuk perle, som jeg altid kunne hive frem, pudse af og glædes ved. Jeg har selvfølgelig ofte tænkt på, hvad der var sket, hvis jeg i toget lige havde drejet hovedet og kysset hende. Hun havde helt sikkert kysset igen, og vi var måske blevet sammen, blevet gift og fået børn, men sådan gik det ikke. Men i et ægteskab med hende, havde hverdagens møllekværn af pligter og små gensidige irritationer måske netop knust den smukke perle til det rene sand. Så måske var det i sidste ende bedst at mødet med pigen bag hækken blot forblev et minde og beholdt sin forunderlige magi. Det var bare et af livets store Y’er, hvor man aldrig får at vide, hvad den anden retning indebar. 

Men forleden, mens jeg stod og ventede på metroen på en overfyldt Nørreport station – ja, da hørte jeg pludselig fra den anden ende af perronen denne velkendte latter fyldt af champagnebrus, og vidste naturligvis straks, at det var HENDE. Jeg maste mig gennem mængden for at komme hen til hende, men jeg vidste jo ikke, hvordan hun så ud, og alle kvinderne på perronen  talte kun med voksne stemmer, som slet ikke lignede stemmen hos feriepigen, så jeg fandt hende alligevel ikke igen. Men begivenhederne på Nørreport station betød, at oplevelserne med pigen bag hækken vældede frem, så jeg fik nedskrevet dem, således at du, kære læser, nu også får del i denne forunderlige historie om pigen bag hækken.

 

 Forfattet af:
 Ole Jensen